En fordel for alle parter?

Medierne rapporterer om stort drama og krisemøde i regeringen.  Det drejer sig igen-igen om betalingsringen. DR videregiver endda rygter om, at SF måske forlader regeringen, hvis ringen ikke bliver til noget. Det vil i så fald fremstå som en dramatisk skilsmisse. Men måske det i sidste ende vil være en fordel for alle involverede parter?

SF vil umiddelbart vinde i troværdighed ved at stå fast. Desuden vil de komme tilbage til en mere klassisk, fri rolle. Deres udfordring vil stadig være at finde en plads mellem Enhedslisten og Socialdemokraterne. Men de vil kunne fremstå som et spiseligt alternativ for de vælgere, der nok ønsker at trække regeringen til venstre, men alligevel har problemer med Enhedslistens betonideologi.

Socialdemokraterne og De Radikale vil slippe for at gennemføre en upopulær ring, der bliver mere og mere grinagtig efterhånden som den foreslåede pris for at krydse den sættes ned. De vil også slippe af med nogle af regeringens mest upopulære ministre. De vil kunne skrive et nyt regeringsgrundlag, der er ordenligt gennemarbejdet. Og de vil kunne blive den centrum-venstre-regering, de egentlig ønsker at være, når det gælder økonomi- og socialpolitik. Mens det ofte vil gøre ondt på SF at indgå forlig med de borgerlige, fordi det altid udvander de røde elementer, vil det primært være positivt for S og R. Det oprindelige røde flertal forsvinder heller ikke, fordi SF udtræder af regeringen. Og det er, tingenes tilstand taget i betragtning, nok regeringens bedste chance for at stå godt til næste valg: At være en pragmatisk regering, der ønsker at give de nødvendige og smertelige reformer et menneskeligt ansigt. Tydeligt at give udtryk for at dele vælgernes smerte hver gang, de fører kniven. Men samtidig at gøre opmærksom på det, som de har ændret: Udlændingepolitik og knivlov, eksempelvis. Og hamre løs på de steder, de har prioriteret at bruge midler: Fjernelse af multimedieskat, øget ulandsbistand og afskaffelsen af starthjælpen. Punkter som havde været anderledes med en blå regering. En del vælgere vil være uenige i de prioriteringer; men mange vil også belønne dem for at have deres meningers mod.

Forlader SF regeringen, vil det være et blødende sår. Men det vil være et rent snit, der hurtigt kan hele sundt. Og der er lang tid til næste valg.

Tænk engang

Et minuts tænkepause før et valg. Hvad har givet mig de holdninger, jeg har i dag? Og hvad har fået mig til at ændre holdninger undervejs? Meget foregår nok underbevidst, hvor man formes hen ad vejen. Men jeg kan alligevel pege på et par øjenåbnere, der har betydning for hvor jeg står i dag. Her nogle eksempler:

• Jeg har måttet opgive opfattelsen af, at der er en god sammenhæng mellem hvor meget man brokker sig, og hvor meget man har brug for hjælp. Hele vejen op igennem uddannelsessystemet, fra friskole og til universitetet, har standarden for uddannelsesforholdene været stigende. Men mængden af brok er også steget! Det er desværre ofte de virkeligt socialt udsatte, der har sværest ved at blive hørt.

Jeg har opgivet tanken om, at jo mere man brokker sig, desto mere trænger man.

• Jeg har fundet ud af, hvor lidt topskatten bidrager med økonomisk i forhold til hvor høj den er. Topskatten er på 15%, som skal betales ekstra af ens indkomst over 390.000kr. Jeg troede, at det gav et stort og væsentligt bidrag til vores fælles pengekasse. I virkeligheden udgør den kun ca. 3% af statens indtægter – og berører slet ikke kommunerne. Det gør, at jeg har ændret holdning og synes, det er rimeligt at fjerne den mod besparelser andre steder.

• Jeg har fundet ud af, hvor meget man kan få i overførselsindkomst. Tidligere troede jeg, at f.eks. enlige mødre måtte sidde urimeligt hårdt i det. Jeg har ændret holdning. Se f.eks. udklippet herunder. Jeg synes, at det nævnte er mange penge! Også for mange. I stedet for at give ekstra penge, burde man spare her og give bedre tilbud til afhjælp af de reelle problemer. F.eks. give gratis medlemskab i idrætsforening for de berørte børn, billigere tandlæge etc. På den måde bliver hjælpen til gavn. Borgere skal ikke parkeres, opgives og bestikkes til at tie stille, men opmuntres til at tage ansvar for deres eget liv via social rådgivning. Og det må godt koste ekstra. Det er socialt acceptabelt at brokke sig over at få for lidt penge. Men det er straks sværere at sige, at man mangler hjælp til alkoholbehandling, familierådgivning, finansiel rådgivning osv. Ofte uddeles der rigeligt med penge, mens det sidste kan mangle.

Her ses et eksempel på indtægterne for en enlig mor på offentlig forsørgelse. Beløbene er efter skat. Eksemplet er fra pol.dk.

Link til pol.dk’s historie, inklusiv budgettet.

Et kryds værd

Jeg glæder mig til valget. Jeg glæder mig til stemningen i valglokalet. Og lugten. Jeg indrømmer, at jeg føler en vis højtidsstemning ved valg: Her bliver vi spurgt om, hvem vi gerne vil have til at lede Danmark.

Desværre er det ikke noget attraktivt job at være folketingspolitikker i dag. Lønnen er relativt lav, man får jævnligt en tur i mediernes ofte urimelige vridemaskiner, og ens jobsituation bliver revurderet mindst hvert fjerde år af en flok lunefulde vælgere. Når der endeligt er nogle dygtige, der stiller op, fortjener de en anbefaling. Jeg vil gerne give følgende anbefalinger med på vejen:

•  Rasmus Jarlov, stiller op i Københavns Storkreds:
  Rasmus er reel, meget begavet og arbejder stenhårdt. Han ved hvad han vil og arbejder for det. Jeg har efter hånden brugt en del vågne timer i hans kampagne, og det faktisk selvom jeg ikke er 100% enig med ham i alt. Vi har brug for folk af hans støbning på Christiansborg. Han er knivskarp på hvilke udfordringer Danmark står over for og træffer de helt nødvendige prioriteringer. Han er ikke bleg for at sige sin mening, uanset hvad der ellers lige er mediesmart. Rasmus ligger, sammen med De Konservative, på vippen til at få et 2. konservativt mandat i København.

• Mette Abildgaard, stiller op i Nordsjællands Storkreds:
  Valgets store ærgrelse for mig er måske, at jeg ikke kan stemme på Mette. Hun er velovervejet, utroligt dygtig, har ben i næsen og hjertet på rette sted. Hun taler frit fra leveren og lige fra hjertet. Bl.a. ja-tak til, at hun siger sin mening om det nye pointsystemet for udlændinge.
  Mette véd, at der skal prioriteres, hvis ikke det offentlige skal ende som en udbytnings- og gældsætningscentral i stedet for et sted med stærk hjælp til de socialt udsatte. Go-go, Mette!
  Hun står til et rigtigt flot valg på Nordsjælland og til forhåbentligt at komme ind på et 2. mandat til Konservative i storkredsen, lige i hælene på Lars Barfoed.

• Tove Videbæk, Vestjyllands Storkreds:
  Tove er en skøn kvinde og en sej fighter. Hun har stor politisk erfaring. Tove fortjener stor ros for sit syn for vores pligt som borgere til at tage os af hinanden. Hun har syn for de socialt udsattes behov. Ikke mindst skal hun ha’ et kæmpe skulderklap for sin støtte til de ufødte børn! Toves valg afhænger i høj grad af, hvor mange af sine støtter hun kan mobilisere, og De Konservatives resultat på landsplan.

• Charlotte Sahl-Madsen, Sydjyllands Storkreds:
  Charlotte har gjort det godt som minister og har en stærk erhvervserfaring. Så sent som i går hørte jeg hende få ros i den professionelle universitetsverden for sine gode facon at gøre tingene på. Også krisen omkring Københavns Universitets rektor, Ralf Hemmingsen, på fornemste vis. Hun er helt klart et kryds værd. Charlotte har gode muligheder for at blive valgt, selvom billetten bestemt ikke er sikker på forhånd.

• Nikolaj Bang, Østjyllands Storkreds:
  Jeg kan li’ hans mærkesager, og har gennem andre fået indtryk af en rigtigt god og reel kandidat.

• Benedikte Kiær eller Charlotte Dyremose, stiller begge op i Københavns Omegns Storkreds:
  To gode kandidater. Charlotte har senest gjort sig fint bemærket som kirkeordfører hvor hun har markeret en klar grænse for, hvordan og hvor meget folketinget skal blande sig i folkekirkens forhold.

For mange får – 60% får overførselsindkomst

Flere får, færre betaler.

Vi må se det i øjnene: Alt for mange får overførselsindkomst. Faktisk 60% af befolkningen. I gruppen af de 18-64-årige levede hver i gennemsnit 3 måneder på overførselsindkomst i 2010. Dertil kommer børn og ældre. Jeg har ikke kunne finde et nyt tal, men i året 2005 – altså før krisen! – modtog 42% af danskerne mellem 18 og 66 år på et eller andet tidspunkt overførsler fra det offentlige.

Staten har store underskud og har brug for pengene. Ellers risikerer vi at fremtidens generationer ufrivilligt overtager en kæmpegæld fra en fest, de ikke var med til. Det vil føre til store frustrationer og måske også optøjer, når de så bliver tvunget til at betale alligevel. Det kan samfundet ikke holde til. Og det er vores ansvar.

Desværre er det sådan, at hvis man bliver beskåret, råber man højt. Men får man penge, tier man stille. Også selvom man ville kunne klare sig uden. Derfor hører vi ikke meget til det.

Kan der ikke være en god forklaring på, at folk får penge? I mange tilfælde helt sikkert! Noget bør dog gøres!:

• Dagpengeperioden kan forkortes yderligere et halvt år til 1½ år.

• Efterlønnen kan afskaffes og erstattes af en ordning, der tager hånd om de nedslidte. Også dem, der ikke kan få efterløn i dag.

• SU for studieår ud over normeret studietid kan erstattes af et billigt statslån.

• Tildelte førtidspensioner kan tjekkes. Tilbage i tiden blev førtidspension tildelt alt for let. De er stadig i systemet.* Generelt bør unge på førtidspension komme til tjek med f.eks. 5 års mellemrum. Ikke et kæmpetjek, men dog et tjek.

• Folkepensionsalderen kan hæves og velfærdsforliget fremrykkes. Ældre er i dag friskere end tidligere.

• Indvandrere skal ikke kunne modtage mere fra de offentlige kasser, end de selv har bidraget med. Indvandrere opholder sig, modsat flygtninge, frivilligt i Danmark.

*Jeg har hørt om adskillige førtidspensionister, der arbejder som flyttemænd! Sort, ganske vist…

Giv Helle 8 minutter…

Giv hende de første 8 minutter af denne video. Så står det klart, at der ikke er en holdbar plan for, hvordan de 12 minutter skal blive til virkelighed. Men pengene skal tilgengæld nok blive brugt (overskriften er ikke min):

Brug for nye ansigter?

Er der brug for nye ansigter?

Af og til hører jeg nogen sige, de vil stemme rødt, fordi der er brug for nye ansigter, regeringen virker lidt metaltræt osv. Det argument synes jeg er ret dårligt. Fordi:

•  Der har været stor udskiftning siden VK-regeringen kom til i 2001. Det er altså ikke de samme

• Der er politisk substans til forskel. Den konkrete politik er vigtigere end hvem der fører den.

• Der er flere nye og meget dygtige kandidater med en selvstændig og stærk profil. Dem kan du få valgt ind ved at stemme personligt på dem!

Opdateres…

Bloggen opdateres i løbet af mandag den 12. september!

Hvorfor så humorforladt?

Hvorfor bliver politik ofte så humorforladt? Det er nok fordi det kan være farligt for politikere at forsøge at være sjove. Værst gik det måske ud over Thor Pedersen, som er blevet sølet til blandt både menigmand og oppositionen for at have påstået at Danmark kunne købe hele verden. Men her er, hvad han i virkeligheden sagde:

Det er ikke underligt, at det er svært at skaffe kompetente politikere med den behandling vi vælgere giver dem!

Hvis vælgerne ikke kastede med mudder, ville politikerne nok heller ikke gøre det. Mange vælgere belønner mudderkastning og kaster selv med det. Desværre.

Søndag

Søndagen har for mig stået i indsamlingens tegn. Formiddagen gik med, sammen med flere andre fra min kirke, at samle ind til Red Barnet og børnene på Afrikas Horn. Aftenen med fundraisingfest for Mette Abildgaard.

Det første giver hjælp til de sultne her og nu! Det er stjernevigtigt. Så måtte Rasmus Jarlovs kampagne lige vente lidt

Mettes fundraisingfest er forhåbentlig med til at sikre valg til en kandidat, der giver mere langsigtet håb. Hun har hjerte og mod til at prioritere dem, der virkeligt har brug for det. Og her snakker vi ikke ekstra statspenge til middelklassedanskeren. Det handler om de svageste i u-landene.

Havde jeg bare boet på Nordsjælland, så jeg kunne stemme  på Mette

Mette støttes bedst i stemmeboksen den 15. september. Det er muligt for de udvalgte, der bor på Nordsjælland.

Red barnet kan støttes her – og her kan alle være med.

Holder rød plan alligevel vand?

Det spørgsmål melder sig efter en analyse fra Danske Bank. Faren lurer i detaljen.

• Analysen ser kun på de næste 2 år. Er du ligeglad med hvordan Danmark ser ud efter 2013, kan du roligt stemme rødt, præcist som beskrevet her.

• Analysen indeholder vistnok et indirekte skulderklap til De Konservative. Læs mere om det senere.

Uddybes inden for de næste 24 timer.

Opdateret:
Så kom der nyt i sagen:
http://www.b.dk/nationalt/danske-bank-renten-stiger-ikke-men-blaa-og-roed-er-forskellige

Altså, rødt er på længere sigt farligere end blåt.

Det var ellers meningen at jeg ville have skrevet lidt om, hvorfor investorer har andre interesser end vælgerne. Og at investorer sagtens kan leve med at en S-SF-regering evt. bliver tvunget til at løbe fra valgløfter pga. den parlamentariske situation.  Som vælger er det bare ikke i orden. Jeg foretrækker at stemme på dem, hvor det, man siger man vil og kan også er realistisk.

Det indirekte skulderklap til De Konservative, jeg anede i den første artikel, kom ind i og med, at det stod omtalt at den økonomiske politik foregår på midten. Noget de Konservative med de seneste meldinger har været med til at styrke.

Men nu har Danske Bank selv gjort en del af det klart.

Et forbehold er dog, at jeg stadig ikke har læst selve analysen.